Vedtægter for Foreningen Pintrip Camping Danmark

§ 1 Foreningens navn og hjemsted
Foreningens navn er Foreningen Pintrip Camping Danmark.
Foreningens hjemsted er Skive Kommune.

§ 2 Foreningens formål
Foreningens formål er:

At udbrede kendskab til, samt guide og inspirere til gratis oplevelser med udgangspunkt
i Danmarks natur og kultur, herunder særligt gratis oplevelser og opholdssteder. Målgruppen er alle familier og alle nationaliteter. Foreningen søger at bidrage til og arrangere aktiviteter for alle former for campister, der understøtter formålet, hvilket kan opnås
ved indtægtsgivende støttearrangementer.

Stk. 2. Foreningen Pintrip Camping Danmark er en almindelig forening.

§ 3 Medlemskab
Medlemskab af foreningen er åben for enhver myndig person i et EU-land, som har interesse for foreningens formål og kan tegnes af fysiske enkeltpersoner.

Stk. 2. Hvis et medlem agerer mod foreningens formål eller på anden vis modarbejder
foreningens arbejde, kan bestyrelsen efter skriftlig advarsel træffe beslutning om eksklusion af medlemmet. Eksklusion afgøres af et flertal i bestyrelsen og kan ikke påklages til repræsentantskab eller generalforsamling.

Stk. 3. Udmeldelse kan ske skriftligt til bestyrelsen uden varsel.

Stk. 4. Møder kan efter bestyrelsens skøn ske digitalt via Teams eller lignende platform.
Al kommunikation herunder indkaldelse til generalforsamling kan ske elektronisk via den
af medlemmet sidst registrerede mailadresse.

§ 4 Kontingent
Der opkræves ikke noget kontingent eftersom det er hensigten at opnå en bred medlemsskare for fremme af Foreningens formål igennem frivillighed.
Foreningens økonomiske midler til opfyldelse af formålet søges optimeret via donationer/sponsorater og indtægter fra arrangementer.

§ 5 Generalforsamling
Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed, og ordinær generalforsamling
afholdes hvert år inden udgangen af maj måned. Første gang der afholdes ordinær generalforsamling er i 2026 inden udgangen af maj måned.

Stk. 2. Generalforsamlingen indkaldes med mindst 14 dages varsel. Indkaldelsen sker
ved e-mail til medlemmerne. Indkaldelsen offentliggøres desuden på foreningens elektroniske medier.

Stk. 3. Dagsordenen for generalforsamlingen indeholder som minimum følgende punkter:

1. Valg af dirigent.
2. Formandens beretning.
3. Aflæggelse af regnskab.
4. Fastsættelse af kontingent for det følgende år
5. Indkomne forslag
6. Valg til repræsentantskabet
7. Repræsentantskabets valg af bestyrelse
8. Valg af revisor.
9. Eventuelt.

Stk. 4. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden
skriftligt i hænde senest 30 dage før afholdelse af generalforsamlingen – forslag som
forudsætter 2/3 flertal for vedtagelse skal dog være formanden i hænde inden 45 dage
før afholdelse af generalforsamling.

Stk. 5. For at opnå stemmeret skal medlemmet være registreret som medlem i foren
ingen kalenderåret før. Afstemning sker som udgangspunkt ved håndsoprækning og
kan kun ske skriftligt, hvis dirigenten vurderer det for hensigtsmæssigt. For at afgive
stemme kræves personlig tilstedeværelse, i det der ikke kan stemmes via fuldmagt.
Ved afstemning gælder simpelt stemmeflertal, jf. dog § 9 om vedtægtsændringer og §
10 om foreningens opløsning.

Stk. 6. Der udarbejdes referat fra generalforsamlingen. Referatet underskrives af formand og dirigent og offentliggøres på foreningens hjemmeside inden 4 uger efter generalforsamlingens afholdelse.

§ 6 Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes med mindst 14 dages varsel, når et flertal i bestyrelsen ønsker det, eller når mindst halvdelen af repræsentantskabet eller 1/3 af foreningens medlemmer fremsætter skriftligt ønske med begrundelse
herom til formanden. Indkaldelsen sker ved e-mail til medlemmerne. Indkaldelsen offentliggøres desuden på foreningens elektroniske medier.

Indkaldelsen skal indeholde den dagsorden, der skal behandles på den ekstraordinære
generalforsamling.
Reglerne om stemmeret og referat i§ 5 stk. 5 og stk. 6 gælder også her.

§ 7 Foreningens ledelse

Repræsentantskab

Repræsentantskabet består af op til 30 medlemmer, som vælges for tre år ad gangen af
og blandt medlemmer, som har oppebåret medlemskab i foreningen i mindst 1 år.
Førstevalg til repræsentantskabet sker ved stiftelse af de stiftende medlemmer.
Repræsentantskabets medlemmer er aktive campister og i den forbindelse aktive ambassadører for foreningen.
Der oprettes for repræsentantskabet og bestyrelsen en selvstændig forretningsorden.
Repræsentantskabet fastsætter selv sin forretningsorden, samt bestyrelsens forretningsorden.
Bestyrelse
Foreningen ledes af en bestyrelse på op til ni medlemmer, der vælges for to år ad gangen af og i blandt repræsentantskabets medlemmer, således at halvdelen er på valg i
ulige år og de resterende i lige år. Hvis antallet af bestyrelsesmedlemmer efter et valg
er mindre end fem, kan bestyrelsen vælge at supplere med nye repræsentantskabsmedlemmer.

Stk. 2. Bestyrelsen konstituerer sig umiddelbart efter generalforsamlingen og vælger
formand, kasserer og sekretær.

Stk. 3. Foreningen tegnes af formanden i forening med et bestyrelsesmedlem eller af 3
bestyrelsesmedlemmer i forening.

§ 8 Økonomi og regnskab
Bestyrelses- og repræsentantskabsarbejde i foreningen er frivilligt og ulønnet.

Stk. 2. Foreningens udgifter dækkes gennem indtægter og donationer/sponsorater. Til
realisering af foreningens formål modtager foreningen gaver, donationer og tilskud fra
private personer og offentlige myndigheder, ligesom foreningen kan ansøge fonde om
tilskud, sponsorater og donationer.

Stk. 3. Foreningens regnskabsår følger kalenderåret. Regnskabet over foreningens indtægter og udgifter føres af kassereren. Regnskabet skal før den årlige generalforsamling være påtegnet af foreningens revisor.

Stk. 4. Foreningens formue skal være anbragt i et anerkendt dansk pengeinstitut og
bør så vidt muligt være rentebærende.

§ 9 Vedtægtsændringer
Vedtægtsændringer vedtages på en generalforsamling og kræver 2/3 flertal blandt de
fremmødte og stemmeberettigede. Forslag til vedtægtsændringer udsendes sammen
med indkaldelse til generalforsamlingen.

§ 10 Foreningens opløsning
Beslutning om foreningens opløsning træffes af generalforsamlingen, når mindst halvdelen af foreningens medlemmer er til stede, og når mindst 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede stemmer for. Hvis det tilstrækkelige antal medlemmer ikke er til stede
ved generalforsamlingen, kan bestyrelsen – senest 30 dage efter – indkalde til en ekstraordinær generalforsamling, hvor foreningens opløsning kan vedtages af 2/3 af de tilstedeværende stemmeberettigede medlemmer.

Stk. 2. Hvis foreningen på tidspunktet for opløsning råder over en fri formue, tilfalder
denne Turismeaktiver i Danmark under Erhvervsministeriet – eller det ministerium der
på tidspunkt for opløsning har turisme som ressortområde – alt med henblik på at
fremme campinglivet i Danmark. 

Ofte stillede spørgsmål

Hvor lang tid er medlemskabet gyldigt?

Det årlige medlemskab gælder altid fra den 31. marts til den 30. marts det efterfølgende år, men hvis du kun har brug for et medlemskab i en kort periode, er der også mulighed for at købe et månedsmedlemskab. Den trykte guide opdateres årligt, mens Pintrip App løbende opdateres i løbet af sæsonen. Det er afgørende at have et gyldigt medlemskab for at undgå at besøge værter, der ikke længere er en del af netværket. Derudover vil du med et gyldigt medlemskab løbende modtage oplysninger om de mange nye værter, der tilføjes til netværket i løbet af sæsonen. Ved at vælge et abonnement bliver dit medlemskab automatisk fornyes, så du altid rejser med et gyldigt medlemskab og samtidig støtter Pintrip-konceptet.

Hvor mange holdepladser tilbyder værterne?

Hver vært tilbyder 1-3 holdepladser.

Kan jeg opholde mig mere end 24 timer hos hver vært?

Nej, konceptet med Pintrip indebærer, at rejsende kun kan overnatte en enkelt nat hos værten. Dette giver dig stadig tilstrækkelig tid til at lære værten og stedet at kende, men giver også andre rejsende mulighed for at nyde godt af Pintrip-konceptet.

Modtager værterne andre køretøjer end autocampere?

Ja, flere end 80% af værterne modtager også tagtelte, og ca. 45% af værterne modtager også campingvogne. Hvis du kører i et køretøj uden toilet, kan du overnatte hos cirka 80 Pintrip-værter, som tilbyder adgang til toiletfaciliteter døgnet rundt.

Hvilke faciliteter kan jeg forvente hos værterne?

Mange værter tilbyder faciliteter som strøm, vand, toilet og bad og lignende. De opkræver ofte et lille gebyr for deres faciliteter. Vær venlig og spørg om tilladelse og afklar alle betingelser, før du gør brug af faciliteterne.

Findes konceptet i andre lande?

Ja, konceptet startede i Frankrig for mere end 30 års siden med France Passion. I alt tilbyder 10 europæiske lande konceptet. Se mere på www.fefi.eu

Skal alle værter kontaktes telefonisk før ankomst?

Nej, ca. 30% af værterne ønsker telefonisk kontakt, hvilket tydeligt er angivet både i bog og app med et rødt telefonikon. De resterende værter kræver ikke telefonisk kontakt inden ankomst, så her kan du blot møde op.

Må jeg medbringe hunde?

Hos mere end 90% af værterne er hunde velkomne, og det er altid påkrævet at holde hunden i kort snor. Vær opmærksom på hundeikonet, især det røde hundeikon, som angiver de få steder, hvor hunde ikke er tilladt.

Hvilke kriterier bliver der lagt vægt på, når værterne bliver udvalgt?

For os er gæstfrihed, kvaliteten af produkterne, gode oplevelser samt ro og natur de centrale kriterier. Vi søger konstant efter nye værter, og vores ambassadører hjælper med denne proces. Dog er det oftest de potentielle værter, der kontakter os for at blive en del af Pintrip-netværket, og ikke omvendt.

Kan jeg forhåndsreservere en plads?

Nej, med Pintrip-konceptet er det ikke muligt at forhåndsreservere en plads. Hos de værter, der ønsker forudgående kontakt, kan du kontakte dem tidligst 24 timer før din ankomst. Pintrip-konceptet fungerer efter først-til-mølle-princippet. Hvis du for eksempel er den fjerde gæst hos en vært, der kun har tre pladser til rådighed, må du finde en alternativ overnatningsmulighed. Der er ofte en anden Pintrip-vært i nærheden.

Alle holdepladser er optaget hos en vært. Hvad gør jeg nu?

I så fald må du søge efter en alternativ overnatningsmulighed. Der findes ofte en anden Pintrip-vært i nærheden.

Hvis jeg ikke kan få fat i værten, hvad skal jeg så gøre?

I så fald bedes du undlade at besøge værten, hvis forudgående kontakt er påkrævet, og det ikke har været muligt at få fat i værten. Der kan være forskellige årsager til, at værten ikke har svaret telefonen. De fleste værter vil dog ringe tilbage til dig, hvis de har misset din henvendelse.

Kan man tømme gråt og sort vand hos værterne?

Nogle værter tilbyder muligheden mod betaling. Alternativt kan bruge finde Vejdirektoratets gratis tømmestationer, som er listet bag i Pintrip-guiden eller på Pintrip App.

Er der fordele ved at være medlem?

Ja, som medlem af Pintrip får du adgang til eksklusive medlemsfordele. Du kan finde en oversigt over de aktuelle fordele her. Vi tilføjer løbende nye medlemsfordele.

Jeg har mistet min vignette/medlemskort/skiftet rude eller køretøj. Hvad gør jeg nu?

Send en e-mail til pintrip@pintrip.eu, så hjælper vi dig hurtigst muligt.  

Er det muligt at anmelde værterne?

Når du tjekker ind hos værten, har du mulighed for at give en anmeldelse af din oplevelse. Anmeldelsen er kun synlig for os, men når sæsonen er slut, sender vi anmeldelserne til værterne. Vi sætter stor pris på din feedback. I Facebook-gruppen Pintripper kan du også dele din Pintrip-oplevelse med andre medlemmer.

App

Hvad koster app'en?

Når du køber et digitalt medlemskab til 399 kr (299 kr efterfølgende år hvis du vælger abonnement), vil du modtage dit medlemsnummer via e-mail, hvilket også giver dig mulighed for at downloade Pintrip app på op til 2 enheder.

Fungerer app'en også når jeg ikke har internetforbindelse?

Ja, Pintrip app fungerer også offline. Men det kræver en internetforbindelse at aktivere medlemskabet og installere opdateringer.

Skal jeg installere opdateringer?

Vi opdaterer app'en regelmæssigt, for at forbedre og optimere brugeroplevelsen. Derfor er det vigtigt, at du altid sørger for at installere nye opdateringer. Du kan gennemtvinge en opdatering på din telefon ved at åbne Pintrip app -> swipe app op i lille vindue -> swipe helt væk -> vente 15 sekunder og åbne Pintrip app igen. Alternativt kan du gå på google play/app store og søge på Pintrip og åbne app den vej.

Jeg vil gerne have flere funktioner i app'en. Er det planlagt?

Ja, vi videreudvikler hele tiden på app'en.

Er det muligt at købe Pintrip app med et abonnement?

Ja, du kan købe et digitalt medlemskab med et abonnement. Ved at vælge et abonnement kan du automatisk spare penge på dit medlemskab til den efterfølgende sæson. Første år koster det 399 kr, det efterfølgende 299 kr. Abonnementet fornyes automatisk og kan til enhver tid opsiges.

Jeg har fået nyt køretøj, hvordan retter jeg informationen på mit medlemskort?

Send os en mail på support@pintrip.eu med dit medlemsnummer (ikke skærmprint) og dit nye registreringsnummer, så retter vi informationen på dit digitale medlemskort.

Hvordan gennemtvinger jeg en opdatering på min enhed?

Pintrip app er altid opdateret fra vores side, og for at sikre, at du får seneste opdateringer med, er det vigtigt, at du lukker din enhed korrekt ned efter brug. Det gør du nemmest ved at lukke vinduet ned på din enhed (swiper op i lille vindue ved at køre din finger nederst på skærmen og opover, herefter swiper du væk eller trykker på X). Du kan også åbne Pintrip app i Google Play/App store på din telefon og søge på "pintrip" - herefter åbner du Pintrip app inde i Google Play/App store. 

Hvorfor kan jeg ikke installere app'en?

Kontroller telefonens styresystem. Hvis din telefons styresystem ikke lever op til vores tekniske krav, kan du ikke installere app'en. Vores minimumskrav er Android version 9 og iOS version 13, ældre versioner er ikke understøttet.

Hvad skal jeg gøre, hvis jeg mister min telefon og vil installere app'en på min nye telefon?

Så skal du skrive en mail til os på support@pintrip.eu med dine oplysninger inkl. medlemsnummer, så nulstiller vi dit medlemsnummer, og du kan logge på ny enhed.

Er der telefonisk support til Pintrip app?

Nej, vi kan desværre ikke tilbyde telefonisk support til app'en. Hvis du har problemer med app'en, skal du kontakte support@pintrip.eu. Send os dit medlemsnummer, modellen på din enhed, versionen af telefonens styresystem, fornavn og efternavn, nummerplade nummer, e-mail og telefonnummer. Så hjælper vi dig hurtigst muligt.

På hvor mange enheder kan jeg installere app'en?

Hvert medlemskab tillader installation på op til 2 enheder.

Jeg bliver ved med at få fejlmelding når jeg bruger app'en. Hvad gør jeg?

Gennemtving en opdatering og virker det ikke, så kontakt os på support@pintrip.eu og så hjælper vi dig hurtigst muligt. Husk at skrive dit medlemsnummer, modellen på din enhed, versionen af telefonens styresystem, fornavn og efternavn, nummerplade, e-mail og telefonnummer.

Der er allerede 2 enheder installeret

Beskeden betyder, at begge adgange til Pintrip app er aktiveret, send os derfor en mail på support@pintrip.eu med dit medlemsnummer (ikke skærmprint) og skriv NULSTIL i emnefeltet, og vi nulstiller adgange, så du kan komme på med ny adgang.adgange, så du kan komme på med ny adgang.

Log ud ved nyt medlemsnummer

Hvis du har fået nyt medlemsnummer og ikke får lov at logge ud af det gamle medlemsnummer, er der en skjult log ud knap på "dit medlemskab". Det er en tynd streg nederst på siden, når du trykker på den bliver du logget ud. 

Denne funktion må KUN benyttes ved nyt medlemsnummer, da du bliver smidt helt af og skal i kontakt med Pintrip for at komme på igen, hvis du logger dig ud ved en fejl.