Kære Pintrippers,

Sommeren står for døren, og vi skriver snart juni i kalenderen.
Vi håber på en dejlig varm og tør sommer – som sidste år, og hvis vi tør tro på meteorologerne, ser det ikke helt dårligt ud, juni og juli skulle temperaturerne ligge mellem 20 og 25 grader, så der er udsigt til lune, lange sommerdage og -aftener og mange flere Pintrip-ture.

Husk at opdatere din Pintrip Guide med de seneste ændringer.
På hjemmesiden finder du også arrangementoversigt og ældre nyhedsbreve.

Fredagskonkurrence
Vi har godt gang  i vores fredagskonkurrencer, og har allerede trukket 3 heldige vindere, Lisa Vangsgaard Rasmussen fra Danmark vandt 2 årskort til Lille Malunds Have, Ellen Kalland Ellefsen fra Norge vandt en unik fiskeoplevelse for 4 personer ved Kaldred Put & Take og Marianne Ena Wils fra Danmark vandt 2 glas verdensmester forårshonning. Vi fortsætter sommeren over med en ny konkurrence hver fredag, og der er mange dejlige præmier i vente, så husk at deltage.

Foto konkurrence
Du har også muligheden for at sikre dig næste års udgave af Pintrip Guide ved at deltage i vores månedlige fotokonkurrence. Vi har allerede modtaget mange flotte billeder, og du kan stadig nå at være med i maj måneds udtrækning. Hver måned udtrækker vi et billede, som bliver valgt som månedens vinder, og som vinder et gratis medlemskab af næste års Pintrip Guide.
Derudover udvælger vi også nogle af de indsendte billeder, som vi poster på vores sociale medier.

Ofte stillede spørgsmål
Vi har fået rigtig mange spørgsmål, efter sæsonen er gået i gang. Vi vil rigtig gerne, at I enten skriver eller ringer direkte til os, så vi kan hjælpe med det samme, hvis det er påkrævet. Ellers er I gode til at hjælpe hinanden i Pintrippers gruppen på Facebook. Vi har ikke så mange regler i gruppen, ud over en god tone, og at alle opslag skal omhandle Pintrip.

“Hvad gør man med vignetten, hvis man skal have skiftet forruden eller har købt en ny autocamper. Vi har forstået det sådan, at medlemskabet er vignetten?”
– Ja, det er korrekt, vignetten er en del af medlemskabet, og den følger dig og din bil. Vi bytter gerne med en ny vignette, hvis du piller den gamle vignette af og sender den til os med posten, så sender vi en ny.

“Hvor lang tid før skal vi kontakte de værter, der ønsker et opkald?”
– Du skal kun kontakte de værter telefonisk, der ønsker det. Du skal tidligst dagen før kontakte dem og spørge, om der er en ledig plads. Er du forhindret i at benytte pladsen, så husk altid at ringe afbud.  

“Må Pintrip-holdepladserne benyttes af alle autocampere? Vi synes konceptet lyder spændende og vi vil gerne benytte pladserne, men er ikke medlemmer af Pintrip, må vi det?”
– Nej, du skal have gyldig bog og vignette for at benytte Pintrip’s unikke holdepladser. Enkelte af vores værter har i forvejen en betalingsplads, og så afregner du direkte med stedet, men kommer du med Pintrip-vignette i forruden af din autocamper, holder du gratis.

“Hvad gør jeg, hvis jeg ikke kan få fat i en vært over telefonen?”
Vores værter har ofte en travl hverdag, og er ikke altid ved telefonen, du må ofte ringe nogle gange. Får du ikke fat i værten, så bedes du finde en anden holdeplads for natten. Duk aldrig op uanmeldt.

Hunde velkomne
Hos følgende værter står der fejlagtigt i den engelske oversættelse, at hunde ikke er velkomne (ikonet for hund er afmærket hos værten). Man må gerne komme med sin hund, men må ikke tage den med indenfor på/i kroen, museet, haven osv.

– Skarregaard, side 37
– Birgittelyst Kro, side 77
– Ballum Slusekro, side 148
– Genforenings- og grænsemuseet, side 152
– Kirke Hørup Stationskro, side 166
– Vitsøhus, side 182
– Aagaard Kro, side 188

EFTERLYSNING
Vi efterlyser flere medlemmer til Facebookgruppen Pintrippers (deutschsprachig).
Meld dig ind i gruppen, og er du en dansk/svensk/norsk/britisk haj til tysk, er du velkommen til at dele dine oplevelser – også i denne gruppe, så vores tyske naboer kan få glæde af dem.
Tip en ven
Inviter dine venner med i Pintrip’s univers. Måske skal de læse lidt mere om alle de gode oplevelser, før de bestemmer sig for også at blive Pintrippers. Medlemstallet i vores Facebook gruppe Pintrippers vokser dag for dag, og det er vi rigtig glade for, men vi vil gerne have endnu flere med i forummet.
Og husk endelig at fortæl dine venner, at når de køber Pintrip Guide, at anføre dit navn i bemærkninger på ordren – får du 3 venner til at skrive dit navn, så er du berettiget til et gratis medlemskab til næste sæson.

De bedste sommerhilsner