Kære Pintrippers,

Sommeren er over os, og vi er allerede nu næsten på vej ind i juli måned. Jordbærmarkerne hos mange af vores værter bugner af jordbær, og hvad er bedre end en skål nyplukkede jordbær med fløde og sukker? Eller nye, små danske kartofler kogt med dild og serveret med iskoldt smør?.

Håber, at I har været på mange gode Pintrip-ture og I har mange i vente forude. Vi kan forstå på vores værter i hele landet, at I er flittige til at komme rundt og nyde de gode oplevelser. Det er dejligt. Vi får ikke kun tilbagemeldinger fra jer om gode oplevelser, men også fra vores værter, der nyder jeres besøg.

OBS.! Vi har ind imellem stadig nogle rettelser, så husk at opdatere din Pintrip Guide inden afrejse. Vi skriver altid dato på, når vi laver en rettelse, så du kan se, om der skulle være kommet nogle nye.

Spørgeskema om Pintrip
Hjælp os med at blive endnu bedre og udfyld et lille spørgeskema her.

Nye værter sæson 2020
Vi er i fuld gang med at tegne nye værter til næste sæson, og det er et utroligt spændende, men også tidskrævende arbejde. Vi rejser ud i landet alt det vi kan, og langsomt (men sikkert) bliver også de dele af Danmark, der ikke har så mange værter, fyldt ud med “pin’s”. Vi fokuserer meget på at få flere værter på Sjælland, Fyn og øerne her i første omgang. I gør et kæmpe arbejde med at anbefale dejlige Pintrip-holdepladser. Tak.

Vi bruger meget tid på at forklare, hvad det vil sige at være vært, og hvad man kan forvente som vært. Det betyder rigtig meget for os, at vores værter er helt sikre på, hvad de siger ja til. En af vores vigtigste funktioner som Pintrip er at skabe kontakten mellem gæst og vært, og samtidig kunne give en vis garanti til værten om, at Pintrip-gæster er bekendt med, hvordan man bruger konceptet. Derfor er det også utrolig vigtigt, at man som gæst læser de første sider i Pintrip Guide, og sætter sig ind i, hvordan konceptet fungerer. Overholdes reglerne ikke, kan det i værste fald betyde, at nye som gamle værter vælger Pintrip fra, og det er rigtig ærgerligt.

Pintrip ikoner/piktrogram
Ved alle værter er der i øverste højre hjørne markeret, hvilke faciliteter man kan forvente, der er hos værten + andre praktiske ting.

  • Hvis der er markeret et telefonrør, skal der ALTID ringes før man ankommer, i god tid og tidligst dagen før. Svarer værten ikke, så finder man en anden overnatningsmulighed. Man dukker ALDRIG op uanmeldt. Uanset.
  • Faciliteter (strøm, vand osv.) er altid efter aftale med værten, og toilet er KUN muligt de steder, hvor det er markeret, og da oftest kun i åbningstiden.
  • Antal holdepladser SKAL respekteres, man er altid velkommen til at spørge, men de steder, hvor der ikke er nogen vært, parkerer man naturligvis kun det antal enheder, der står anført i Pintrip Guide.

Foto konkurrence
Send et billede af din autocamper på en Pintrip-holdeplads med en lille tekst til pintrip@pintrip.eu, så er du med i vores månedlige fotokonkurrence om næste års udgave af Pintrip Guide. Vi trækker en vinder hver måned.

Vignette/klistermærke
– skal påklistres i forruden som det første, når I modtager bogen. Det er jeres bevis for at I er gyldige medlemmer, sammen med Pintrip Guide. Medlemskabet er personligt, og følger “mand og bil”, det betyder, at man ikke kan dele et medlemskab flere biler imellem. Salg af Pintrip Guide er desuden vores eneste indtægtskilde, og med til at vi hver dag kan udvikle på konceptet, til gavn for jer, der bruger konceptet.

Pintrippers
Der er stor aktivitet i vores Facebook gruppe, og I er gode til at dele jeres oplevelser. Vi er netop nået over 1000 medlemmer og i den anledning har vi lavet en konkurrence om næste års udgave af Pintrip Guide og en lækker flaske rose fra Dyrehøj Vingård.
Meld dig ind i gruppen og du er selvfølgelig velkommen til at invitere dine AC venner.

Vi har ligeledes en tysk gruppe (Pintrippers deutschsprachig).

God stil
Som I ved er Pintrip Guide den første af sin slags i Danmark, og hverken gæster eller værter har særlig stor erfaring med holdepladserne. Vi håber, at I alle vil være med til at gøre det til en god og uforglemmelig oplevelse for vores værter at byde indenfor i deres lille, lokale univers. Hils altid på og sig pænt farvel. Er værterne ikke hjemme, så læg en lille seddel. Det betyder så meget for dem, som for os, at alle får en god oplevelse med Pintrip.

De bedste sommerhilsner